Caspar Eric er hele Danmarks handicap-digter. Eller skulle jeg skrive var? 

For da han sidste år udgav sin 9'ende digtsamling på 10 år, nemlig bogen Crip, annoncerede han også, at han nu gav faklen videre. I digtsamlingen skriver han direkte:

her begraver jeg min stemme i digtets jord. vi ses på den anden side.

(Caspar Eric, Crip, 2025)

I 10 år har han været poetisk talerør for en befolkningsgruppe, der sjældent portrætteres i medierne og som endnu sjældnere får lov at være andet end "en handicappet krop". 

Med ærlige digte i et hverdagsagtigt sprog sætter Eric ord på oplevelsen af at have en krop, der falder (lidt) udenfor normen. Han skriver om staten som svigter de handicappede, om folk, der stirrer og dømmer, og om en fremtid, der er fuld af usikkerhed og uvished om hvor syg, man mon bliver. 

 Men han skriver også om livet og hverdagen, om tømmermænd og Christiano Ronaldo, om hunde og gin/tonics